Er det udfordrende at få bestemte ting gjort?

Hvorfor er det bare så svært når man ved med sig selv at det enten er en nødvendighed, eller at det vil gøre rigtig godt og vil være så meget nemmere bagefter?

Den indre dialog bliver tit og ofte en anklage af sig selv – “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og komme igang?”

Det virkelig problem er i bund og grund ikke opgaven i sig selv men er enten en tillært overspringshandling grundet mange tidliger erfaringer eller en enkelt negativ oplevelse, som har sat sig som et traume der bremser dig i at gøre det.

Det bagvedliggende kan nemt være noget helt andet der slet ikke har noget med sagen at gøre. 

Fx at man i skoleårene var den der sad som en af de sidste tilbage når der skulle vælges hold kan ubevidst gøre at man 30 år efter som voksen ikke tør stå frem og gennemføre noget – For hvad nu hvis jeg ikke bliver valgt?

Eller fx en hårdhændet afvisning af en forældre, en arbejdsgiver eller en underviser, der har sat sig som trauma som indvirker meget negativt nu som voksen, for hvis jeg stikker næsen frem opfattes det som forkert af andre og vil såre mig så det gør rigtig ondt dybt inde

Tænk over det engang – Hvor mange gange har du bremset dig selv i noget som du enten bare skal have gjort, eller rigtig gerne vil gøre og drømmer om at gennemføre.

Det kan have store personlige konsekvenser ikke at få det ryddet op og af vejen. Jo længere tid der går, jo flere ting går vi glip af.

Som oftest ved man det ikke selv hvad der ligger bag men kan have brug for et skub i rigtig retning for at få løst problemstillingen.

Så hvordan vil du gerne have det i stedet for og hvornår vil du gerne ha det sådan?